Det burde ikke være så grænseoverskridende at tage en IQ-test, men det ER grænseoverskridende for langt de fleste mennesker og særligt for personer med høj intelligens, når de står overfor deres første IQ-test.
Det kan virke lidt underligt at lægge så meget betydning i en test, for man er jo den, man er. Man har de styrker, kvaliteter og kompetencer, som man har. Ingen test og intet testresultat får dette til at forsvinde.
Men der nogle rigtigt gode grunde til, at det er svært at tage skridtet til at teste sin IQ, hvis man har en høj intelligens:
Personer med høj intelligens kan have en tendens til at undervurdere sig selv, til at måle sig selv på en skala, der er helt anderledes, end den skala andre mennesker måler sig på. En undersøgelse fra USA viser, at studerende normalt vurderer egne evner ved at sammenligne, hvordan hhv. de selv og deres medstuderende klarer sig i studiet. De højt begavede studerende bruger en anden metode til at vurdere sig selv. De sammenligner det de ved om det emne, de studerer, med al den viden der findes i verden om det emne, de studerer. Det kan være grænseoverskridende for højt begavede personer at tage en IQ-test, simpelthen fordi de forventer, at de ikke vil klare sig så godt i testen.
De fleste mennesker har en forkert forståelse af, hvad det vil sige at have en høj intelligens. Der eksisterer mange myter og misforståelser om høj intelligens, f.eks. at personer med høj intelligens er stærke indenfor matematik og naturvidenskab, eller at en høj IQ og en høj social intelligens er hinandens modsætninger. Højt begavede personer kan finde det grænseoverskridende at gennemføre en IQ-test, fordi de ikke tror, at IQ-testen måler det de er gode til, og de derfor forventer, at de ikke vil klare sig så godt i testen.
Personer med høj intelligens, der først i voksenlivet er blevet bekendt med de kendetegn, der beskriver personer med høj intelligens, og dermed først i den forbindelse har opdaget deres egen høje intelligens, kan have haft stor gavn af denne erkendelse i forhold til at se deres opvækst og arbejdsliv med nye øjne. Men mange af dem er alligevel altid lige en lille smule i tvivl om, om det nu også kan være rigtigt, at de faktisk har en høj intelligens. Det kan være meget grænseoverskridende for disse personer at tage en IQ-test, for tænk nu hvis testen viser, at det, de oplever og forstår om sig selv, alligevel ikke er rigtigt.
Hvis du synes, at det er grænseoverskridende at tage en IQ-test, men du alligevel stadig læser med, så synes jeg, at du skal kaste dig ud i det.
Men gør dig selv den tjeneste at tage testen på et tidspunkt, hvor du er frisk og veludhvilet, og hvor du kan sidde koncentreret uden at blive forstyrret.
Når du læser dit resultat, skal du vide, at man ikke ved held kan score højere i en IQ-test, end ens hjerne er konstrueret til. Til gengæld kan man godt score lavere, hvis man i situationen ikke får leveret sin ”toppræstation”.